søndag den 31. oktober 2010

fiskefrikadeller med remoulade

FISKEFRIKADELLER
600 g fisk (f.eks halv mørksejfilet og halv laksefilet)
2 æg
en håndfuld tørt smuldret lyst brød
½ spsk hvedemel
2 spsk olie, eller 50 g smeltet smør
salt og peber

Fisken frigøres for ben, og hakkes med en kniv på et skærebræt. Det giver en grov struktur som jeg godt kan li, men man kan også kører det hele i blenderen, så bliver strukturen meget fin.
Fiskefarsen røres med lidt salt, og derefter med æg, brød, mel og lidt peber.
Rør olie eller smør i farsen lige inden stegning på panden.


REMOULADE
100 g syltede agurker
100 g syltede asie
et lille hakket løg
1 håndfuld hakkede purløg (eller blandet purløg, dild og persille)
1-2 spsk mayonnaise
1-2 spsk græsk yoghurt
karry efter smag og evt lidt salt og peber

Kør agurk, asier og løg sammen i blenderen, eller hak det fint med en kniv. Bland det med mayonnaise, yoghurt, hakkede krydderurter, karry og evt salt og peber.

tirsdag den 26. oktober 2010

Knækbrød

Her er knækbrød som vi bagte det på sidste kursus jeg var på i Københavns Madhus. I får lige opskriften. Jeg synes det smager godt, og jeg vil prøve mig lidt frem med at hakke og male kerner og frø så de små også kan få lidt ud af alt det gode der er i. Jeg vender tilbage hvis jeg får lavet et succesknækbrød til helt små børn som ikke rigtig får tygget de her frø.

KNÆKBRØD med hele frø og kerner

1 dl hørfrø
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
1 dl havregryn
3.5 dl hvedemel
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
2.25 dl vand
0.75 dl olie

Det hele røres sammen, deles i 2 og rulles tyndt ud. Rul evt ud direkte på bagepapir. Knækbrødet får en fin tykkelse hvis man ruller det ud så hver af de 2 klumper fylder en hel bageplade. Når dejen er rullet ud kan man med en kniv skære riller der hvor man vil dele sit knækbrød. Drys evt med flere frø eller lidt flagesalt. Bag knækbrødet ved 200 grader ca 15 min.
Hvis de ikke er blevet sprøde kan man bare knække dem op og give dem et par minutter mere i en varm ovn.

For at holde sig sprøde skal knækbrødet opbevares i noget der er tæt.

mandag den 25. oktober 2010

Græskarsuppe

1 græskar (hokkaido, 1/2 - 1 kg)
2 - 3 løg
ingefær (3 - 4 tsk hakket ingefær)
2 stilke citrongræs
1 tsk korianderfrø
1 tsk spidskommen
1 - 2 rød chili
1 dåse kokosmælk
1 liter bouillon (grøntsag eller kylling)
1 dl røde linser
citronsaft og evt honning eller lidt rørsukker, cayennepeber og salt til tilsmagning

 Hokkaidoen skal vaskes godt, (så behøver den nemlig ikke skrælles). Derefter flækkes den,  kernerne fjernes og den skæres i grove tern. Løgene hakkes også groft. Citrongræs hakkes fint - fjern først de yderste stive blade. Ingefær og chili hakkes også fint. Det hele svitses i olie.
Spidskommen og koriander ristes hurtigt på en tør pande. rør hele tiden så det ikke brankes. Derefter stødes det i en morter eller kværnes i en kværn. Man kan også bruge stødte krydderier men det er ikke nær så godt.
Kom krydderierne sammen med de svitsede grøntsager, bouillon, kokosmælk og linser, og lad det koge til det er mørt. ca 20 min. Blend det hele og smag til med citron og hvad der ellers er brug for